Kan humanisterne redde verden?

Kom med til ”Climate Challenge” og find ud af, hvordan din humanistiske baggrund kan være med til at redde verden!

Klimaudfordringerne skaber ikke kun muligheder for ingeniører og forretningsfolk – som humanist kan du i allerhøjeste grad hjælpe med at løse udfordringerne, hvad end vi taler turisme, kommunikation, formidling, medier osv. Med ”Climate Challenge” stiller vi hver dag i uge 48 skarpt på, hvordan forskellige fagligheder kan være med til at imødegå udfordringerne.

Denne dag fokuserer vi på formidling og kommunikation inden for klimaområdet. Studerer du inden for det humanistisk felt, eller vil du bare vide mere om, hvilke muligheder der er inden for området, er dette din chance for at komme tæt på virksomheder og forskere, der arbejder på konkrete projekter – Din chance for at møde dem, du kan redde verden sammen med!

Tilmeld dig her

 

Program for dagen:

10.00-10.40: Klimatorium: Danmarks nye, internationale klimacenter

Klimatorium er et 6-årigt klimaprojekt, hvor forskning og uddannelse, klimaturisme og innovative virksomheder arbejder sammen om et fælles mål: at løse klimaudfordringerne. Lars Holmegaard, projektansvarlig for Klimatorium og direktør i Lemvig Vand og Spildevand, fortæller om Klimatoriums spændende projekter og din mulighed for at komme med om bord.

10.40-11.00: Fra katastrofetænkning til konstruktiv klimadebat

Esben Bjerggaard, lektor hos institut for kommunikation og kultur hos Aarhus Universitet, har skrevet ph.d.-afhandling om, hvordan den apokalyptiske fortælling om jordens undergang præger klimadebatten. Han fortæller, hvordan retorikken om klimaudfordringerne påvirker os som samfund, og hvordan vi kan gøre katastrofetænkningen mere konstruktiv.

11.00-11.20: Kan humanisterne løse klimaudfordringerne? 

Uffe Krogh, forskningsassistent i Coast to Coast Climate Challenge’s underprojekt Klimahistorie|Kulturhistorie, forankret på AU, er uddannet historiker og vil fortælle om både hans vej ind i klimaområdet, det projekt han er netop hyret ind i, og hvordan humanistiske vinkler på klimaudfordringen kan være med til at skabe forandring og merværdi - og ikke mindst om, hvordan DU kan være med.

11.20-11.40: Sådan vil vi tiltrække klimaturister 

Tusindvis af energi - og klimaturister besøger hvert år Lemvig Kommune. Med det nye Klimatorium vil indsatsen med at tiltrække erhvervsturister blive sat i system og opjusteret. Turistchef, Kristian Hansen, fra Lemvig-Thyborøn Turistforening fortæller om, hvordan pakkerejser, samarbejde med lokale virksomheder, hoteller, spisesteder og oplevelsessteder er en del af planen.

11.40-12.00: Gourmetøsters og klimaudfordringer: to sider af samme sag

Jens Hedevang, naturvejleder og grundlægger af Hedevang Outdoor fortæller om, hvad gourmetøsters, events og mountainbiketure har med klimaudfordringerne at gøre.

12.00-13.00: Frokost

13.00-14.00: Klimakommunikation skaber værdi hos Danish Crown

Hos Danish Crown har man fokus på produkternes samlede klimapåvirkning og arbejder på at minimere bidraget fra koncernens aktiviteter. Monica Klepp Bjerrum, Director Group Sustainability hos Danish Crown, giver et oplæg om, hvordan de arbejder med bæredygtighed hos Danish Crown, og hvorfor det er vigtigt at arbejde med kommunikationen af dette.

14.00-16.00: Workshop: få den næste gode idé

Inspireret af formiddagens eksempler er det nu op til deltagerne at kombinere deres fagligheder til at udvikle nye bud på løsninger til de udfordringer, klimaforandringerne skaber. Deltager du fredag, er der også bud på, hvordan idéerne kan finansieres og omsættes til virkelighed og ny forretning.

16.00-17.00: Networking

”Climate Challenge” er udviklet under EU-projektet Coast to Coast Climate Challenge i et samarbejde mellem Studenterhus Aarhus, uddannelsesinstitutionerne i Aarhus, samt Lemvig Kommune og Lemvig Vand og Spildevand, der har udviklet Klimatorium under EU-projektet. Med ”Climate Challenge” bringer vi studerende og forskere tæt på erhvervslivet og de virksomheder, der netop nu står over for store klimaudfordringer. Vi vil til ”Climate Challenge” få inputs fra spændende oplægsholdere, der arbejder konkret med klimaudfordringerne eller ønsker sparring på problemstillinger, de står med lige nu.

Vil du vide mere om Climate Challenge?

Læs mere på: www.klimatorium.dk
 

Debatskabende arrangementer i Studenterhus Aarhus er støttet af:

FO Aarhus.

 

Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21