Nyheder //Få seneste nyt

Studentervæksthuset og Studenterhuset serverer kage og karrieredrømme
// torsdag D. 07. marts kl. 09:59

Studerende og startups mødtes til Meet
Studerende og startups mødtes til Meet'N'Match i Stakladen (Foto: Søren Kjeldgaard)

 

Studentervæksthuset og Studenterhuset serverer kage og karrieredrømme

 

Den 21. februar kunne Studentervæksthus Aarhus og Studenterhus Aarhus byde mere end 400 mennesker velkommen da AU’s største iværksætterhus, sammen med Studenterhus Aarhus, åbnede dørene for det første Meet’n’Match-event nogensinde. Her blev ikke kun serveret gratis kage og kaffe, men også karriedrømme og iværksætter-tips til de unge entreprenører og studerende blev langet over disken.

Leah Sørensen & Emilie Levy Jensen

 

Den 21. februar inviterede Aarhus Universitets største iværksætterfællesskab, Studentervæksthus Aarhus, sammen med Studenterhus Aarhus, til det første Meet’n’Match-event i Stakladen. Ved dette matchmaking-event havde ivrige og engagerede studerende mulighed for at træffe spændende startups, lige såvel som de spirende startups havde mulighed for at anskue nyt talent til virksomheden. Ikke mindre end 80 startups, 120 entreprenører og 250 studerende dukkede op til arrangementet, hvor der var fokus på networking, og hvor en masse nye karrieredrømme blev tændt hos de studerende.

I den første del af Stakladen var der sat borde op, hvor repræsentanter fra de forskellige startups stod klar til at fortælle om deres virksomheder og spotte fremtidige projektpartnere, mens den store scene bagerst i rummet var klar til at arrangementets tre hovedtalere kunne fremføre deres erfaringer og gode råd. Midt i rummet blev den mindre scene brugt til Pitch Corner, hvor startups havde muligheden for at pitche deres virksomhedskoncept eller ledige stilling på ét minut.

 

(Foto: Søren Kjeldgaard)

 

Eftermiddagen startede stærkt ud med et foredrag på den store scene af Thomas Laursen, CEO i virksomheden UNSILO. Her gav manden på scenen gode råd til de spirende entreprenører, for eksempel omkring vigtigheden af at have et godt team bestående af engagerede mennesker i sin startup. Manden bag UNSILO ved jo nok hvad han taler om – virksomheden er i dag en international succes.

Næste person på scenen var Jessie Scheepers, der bærer titlen master of recruitment, hos virksomheden Pleo. Med foredraget ”how to tell your dad you’re working in a startup” kom Jessie med gode råd til hvad der skal inspirere og drive ledere, for at en startup kan blive en succes. Hun fortalte blandt andet hvordan det kræver hårdt arbejde og store ambitioner, og desuden kræver en hel del tid, at forklare ens far, hvad det nu egentlig vil sige at arbejde i en startup! Jessie forklarede desuden hvordan hendes arbejde i en startup har givet hende kvalifikationer der skiller hendes CV ud fra mængdens, og hvordan det har skaffet hende hendes nuværende job hos Pleo. Det er nemlig eftertragtet at have erfaring fra en virksomhed i vild vækst – og det bedste sted at finde dette, er i en startup virksomhed.

Sidste foredrag blev holdt af Maria Flyvbjerg Bo, der er co-founder af appen Spenderlog. Med sit foredrag ”5 reasons NOT to join a startup” satte hun med humor fokus på vigtigheden af ambition og vilje for at have succes i en startup. Maria har selv eksperimenteret med forskellige startups og er derfor i god stilling til at give nye entreprenører gode råd om dos and don’ts.

 

(Foto: Søren Kjeldgaard)

 

Efter arrangementet snakkede vi med flere studerende, for at høre hvad de havde fået ud af arrangementet, og om de havde fået networket og minglet med nogle af de tilstedeværende startups.

Malte og Mathias læser begge idræt og havde egentligt ikke regnet med at der var nogle startups der kunne bruge deres kvalifikationer til noget. De var der sådan set bare for lige at udforske terrænet, da de synes arrangementet var et super godt initiativ (og det kan vi jo kun give dem ret i). De to drenge opdagede dog at der også var job at finde for et par idræts-studerende, og fik altså en spændende snak med et par startups.

Jens og Sofus var super begejstrede for arrangementet, da de synes det er fedt at blive taget seriøst som studerende. De to drenge læser datalogi og det er åbenbart er et eftertragtet erhverv. De to drenge var, som de selv beskrev det, nærmest blevet ”jagtet” af startups der gerne ville have fingre i deres evner. Det kom lidt bag på drengene der kun var på deres 2. semester.

 

(Foto: Søren Kjeldgaard)

 

Camilla læser informationsvidenskab og havde dobbeltinteresse i Meet’n’Match arrangementet. Hun kunne nemlig rigtig godt tænkte sig at arbejde i en startup-virksomhed, for få erfaring og et større ansvar, men samtidig går hun selv rundt med startup-drømme om at lave hendes egen virksomhed. Camilla var derfor både meget inspireret af foredragene – både dem der var rettet mod jobsøgende, og også dem, der var rettet mod entreprenører. Dagen havde for hende været meget inspirerende og lærerig, og efter arrangementet skulle hun hjem og sende et par ansøgninger til nogle af de startups hun havde snakket med.

Alt i alt, var Meet’n’Match en stor succes, og de studerende og entreprenørerne gik derfra med store forhåbninger for fremtiden. Århus havde tydeligvis brug for et arrangement, hvor startups kan finde talent og talent kan finde startups. Dette er med til at booste økosystemet i Aarhus, og bygge bro mellem studerende og erhvervslivet – noget der gavner os alle sammen.

 

Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21