Nyheder //Få seneste nyt

Studenterhus Aarhus samarbejder med erhvervslivet om at løse klimaudfordringerne
// torsdag D. 18. oktober kl. 09:50

Studenterhus Aarhus samarbejder med erhvervslivet om at løse klimaudfordringerne

Til Climate Challenge 2018 bringer Studenterhus Aarhus forskere, studerende og virksomheder tættere på hinanden.

Climate Challenge 2018 handler om at løse de klimaudfordringer, som Danmark står over for. Climate Challenge er et samarbejde mellem Studenterhus Aarhus, uddannelsesinstitutionerne i Aarhus, Lemvig Kommune og Lemvig Vand og Spildevand, der har udviklet Klimatorium under EU-projektet Coast to Coast Climate Challenge.

I løbet af uge 45 mødes studerende, virksomheder og institutioner, der arbejder med at løse klimaudfordringerne, gennem workshops, foredrag og en ekskursion til Lemvig. Det er en unik mulighed for studerende og andre interesserede for at opleve klimaudfordringerne på første hånd, og samtidig få kontakt til nogle af de virksomheder, der har brug for klima-interesserede dimittender fra de aarhusianske uddannelsesinstitutioner.

 

Sammen løser vi klimaudfordringerne

Der vil være interessante oplæg for alle deltagere, og det er derfor muligt at deltage uanset, om man beskæftiger sig med teknologi, formidling, business eller noget helt fjerde.

Mandag i uge 45 vil stå i klimateknologiens tegn, og her vil deltagerne blandt andet kunne høre om Carlsberg Groups ambitiøse bæredygtighedsprogram Together Towards Zero, og om hvordan forskning, innovation og klimaturisme mødes i Klimatorium i Lemvig. Tirsdag er særligt henvendt til internationale studerende, der ønsker at arbejde med klimaudfordringerne i Danmark, og onsdag er det kommunikation og formidling der er på dagsordenen.

Torsdag i Climate Challenge-ugen kan man opleve klimaudfordringerne på egen krop, når vi inviterer på ekskursion til Lemvig, hvor der blandt andet skal spises østers, foretages virksomhedsbesøg og aflægges besøg på Le Mur, der beskytter Lemvig mod klimaforandringerne. Fredag afsluttes ugen med et kig fremad på, hvordan iværksætteri kan være med til at løse klimaudfordringerne og om mulighederne for en karriere inden for klima-sektoren.

Vil du være med?

Til Climate Challenge er målgruppen særligt studerende, der har lyst til at være med til at løse klimaudfordringen. Men hvis du er nyuddannet, erhvervsmedlem eller på anden vis interesseret, er du selvfølgelig stadig velkommen til at være med, når vi i Studenterhus Aarhus sætter fokus på de udfordringer Danmark kommer til at stå over for de næste mange år.

 

https://studenterhusaarhus.dk/projekter/climate-challenge

Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21