Nyheder //Få seneste nyt

Studenterhus Aarhus bygger bro mellem studerende og det østjyske erhvervsliv
// mandag D. 08. oktober kl. 11:44

Studenterhus Aarhus bygger bro mellem studerende og det østjyske erhvervsliv

Regeringen vil gøre bacheloruddannelserne mere fleksible, så overgangen fra studie til arbejdsliv bliver kortere. Direktør for Studenterhus Aarhus byder tankerne bag forslaget velkommen.


Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) lægger i et nyt udspil op til at gøre bacheloruddannelserne mere fleksible. Det indebærer blandt andet, at de studerende får mulighed for at arbejde tre år, efter de har færdiggjort deres bachelor, inden de fortsætter på deres kandidat.

”Som det er nu, skal de studerende færdiggøre deres fuldtidsstudie indenfor normeret tid. Det overlader ikke mange ekstra timer til at tage et studierelevant job, hvilket de ellers opfordres til for at forbedre deres CV,” siger direktør for Studenterhus Aarhus, Anne Thorøe Nielsen.

Forslaget fra regeringen skal give de studerende mere tid til at skabe sig et overblik over, hvilken kandidat der vil være relevant for dem og hvilke fag, de mangler for at målrette sig erhvervslivet og i sidste ende få et job, uden de mister retskravet på kandidat.

Studiejob fører til fuldtidsjob

Studenterhus Aarhus formidler hvert år omkring 300 studiejobs gennem vores jobbørs, og en undersøgelse fra Dansk Industri viser, ifølge Jyllands-Posten, at vejen til fuldtidsjob er belagt med studiejobs. Blandt de nyuddannede med en lang videregående uddannelse, der arbejdede mindst ti timer om ugen de sidste to år af deres studietid, var 85 procent i job inden for et år.

Til sammenligning var 56 procent af de nyuddannede, som havde arbejdet mindre end ti timer om ugen, i beskæftigelse. Og blandt de studerende med mindre end fem timers arbejde om ugen, var under halvdelen kommet i arbejde. Tendensen er ens for alle studieretninger.

”Undersøgelsen viser jo tydeligt, hvor vigtigt det er, at de studerende får foden indenfor i erhvervslivet, inden de står med deres diplom i hånden, og det bekræfter os i, at vores arbejde med at skabe brobygning mellem erhvervsliv og de studerende er super vigtigt,” siger Anne Thorøe Nielsen.

Netværk åbner døre

Flere jobs end tidligere bliver i dag besat gennem netværk, og derfor holder Studenterhus Aarhus løbende brobygningsarrangementer, hvor erhvervslivet og studerende mødes for at opbygge og styrke det professionelle netværk, som går begge veje.

Erhvervsgruppen i Studenterhus Aarhus arrangerer blandt andet Student Advisory Boards, hvor studerende besøger en virksomhed og hjælper med en konkret problemstilling i løbet af en tre-fire timers workshop. De studerende udbygger på den måde deres netværk, mens virksomhederne får værdifuld sparring og en direkte rekrutteringskanal.

”I Studenterhus Aarhus har vi kontakt til mere end 50.000 studerende på alle de videregående uddannelser i Aarhus, og vi kender de forskellige uddannelser. Derfor er vi også det østjyske erhvervsliv oplagte indgang til rekruttering,” siger direktør Anne Thorøe Nielsen.

Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21