Nyheder //Få seneste nyt

Overskud og tiltro til praktikanter hev sejren hjem
// torsdag D. 15. november kl. 14:31

Overskud og tiltro til praktikanter hev sejren hjem

I 2018 vandt Creuna hovedprisen ved awardshowet Østjyllands Bedste Praktikvirksomhed. Tid og tiltro til praktikanterne var springende punkter, der var med til at få sejren i hus.

 

I april måned kunne det digitale bureau Creuna løfte prisen som Østjylland Bedste Praktikvirksomhed. I juryens begrundelse stod der blandt andet, at ”praktikanterne er blevet udfordret og har været gennem et meget gennemført forløb. De er blevet inddraget fra dag et på lige fod med de andre ansatte. Det er tydeligt, at praktikanterne er der for at lære, og at de ikke bare er gratis arbejdskraft. De ansatte tager sig tid til at hjælpe og integrere dem socialt.”

I foråret 2018 var Mathilde Wester Kjaer i praktik som UX- og designpraktikant hos Creuna, og hun er sidenhen blevet ansat på fuld tid som digital designer i virksomheden. Hun var også med til at indstille Creuna til Østjyllands Bedste Praktikvirksomhed:

”Først og fremmest er det rigtig godt, at man bliver sat sammen med en gruppe af praktikanter, som har andre faglige baggrunde end en selv. Man bliver sat i et tværfagligt team, hvor man kan støtte hinanden, men samtidig får man også lov til at sidde sammen med de færdiguddannede og fuldtidsansatte,” siger hun.

 

Det faglige og sociale aspekt går hånd i hånd

Hos Creuna får den enkelte praktikant ligeledes tilknyttet sin egen mentor, der følger ham eller hende gennem hele forløbet, hvilket fungerer rigtig godt, ifølge Mathilde Wester Kjaer:

”Jeg har været sindssygt glad for min mentor. Det giver bare rigtig god mening, at have en mentor, som har tid til at sætte praktikanten ind i nye ting. Jeg har aldrig manglet nogen at sparre med.”

Creuna har også en lang række klubber, som praktikanterne kan være med i, og som gør det endnu nemmere at blive en del af medarbejderflokken:

”På det sociale plan er der mange tilbud uanset om man er til sport, vin eller gaming. Det er en god måde at blive en del af arbejdspladsen på. Så der er både fokus på det sociale og faglige hos Creuna,” siger Mathilde Wester Kjaer.

 

Tips til den gode praktikvirksomhed

På baggrund af sin praktiktid hos vinderen af Østjyllands Bedste Praktikvirksomhed 2018, har Mathilde Wester Kjaer tre tips til den gode praktikvirksomhed:  

1. Tag kun en praktikant, hvis du har tiden og overskuddet til det. Praktikanter er ikke bare gratis arbejdskraft. Hvis det skal være givende for begge parter, kræver det engagement.
2. Giv praktikanten en passende mængde ansvar. Hverken for meget eller for lidt.
3. Sørg for at der er god kemi mellem dig og praktikanten, inden I underskriver kontrakten. Det skal være en god oplevelse for begge parter.
 

Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21