Nyheder //Få seneste nyt

Mere end 2000 nye studerende besøger Studenterhus Aarhus i studiestarten
// mandag D. 10. september kl. 15:14

Mere end 2000 nye studerende besøger Studenterhus Aarhus i studiestarten

I uge 34 og 35 er de nye studerende på de Aarhusianske uddannelsesinstitutioner i kontakt med Studenterhus Aarhus som en fast del af deres studiestart.

 

I løbet af studiestarten kommer flere end 2000 nye studerende forbi Studenterhus Aarhus, hvor de bliver præsenteret for faciliteterne og hører om de spændende arrangementer der bliver afholdt i Studenterhus Aarhus i løbet af hele året. Her blev de nye studerende også inviteret til den store studiestartsfest der afholdes af Studenterhus Aarhus i Mølleparken i Aarhus Midtby den 6. september, hvor Borgmester Jacob Bundsgaard bød velkommen, og store kunstnere som Marvelous Mosell og THANKS spillede op til dans for knap 5000 festglade gæster.

Tirsdag den 21. august gik det løs med den første præsentation af Studenterhus Aarhus til 250 nysgerrige nye studerende på psykologi-studiet på Aarhus Universitet. I månederne op til den første præsentation har de mange frivillige i Studenterhus Aarhus forberedt præsentationerne, med henblik på at rekruttere nye frivillige, nye medlemmer og flere gæster i Studenterhus Aarhus’ café og i Studenterbaren, og give de nye studerende en varm velkomst i deres intro-uger.

Der er også mange studier der fik besøg af Studenterhus Aarhus i deres intro-uge, hvor frivillige og ansatte besøgte blandt andet Medievidenskab, Datalogi, Matematik-Økonomi og Nordisk Sprog og Litteratur.

 

Nye studerende bliver godt modtaget

Når de nye studerende begynder deres studieliv i Aarhus, bliver de godt modtaget af både Studenterhus Aarhus og de mange tutorer, som hjælper med at sikre at de nye studerende får en god studiestart. ”Vi har kontakt til rigtig mange af de enkelte uddannelser på de Aarhusianske uddannelsesinstitutioner og derigennem mange tusinde nye studerende, men vi vil selvfølgelig gerne endnu længere ud, så derfor er der altid mulighed for at tage fat i os hvis man gerne vil høre mere om hvad vi kan og hvad vi laver” siger Marketingkoordinator i Studenterhus Aarhus, Janus Priess og fortsætter ”Vores kontakt går særligt gennem tutorerne på de forskellige studier, og de skal have en kæmpe ros for det store og ofte frivillige arbejde, de gør. Uden deres store arbejde ville det være umuligt at sikre en god studiestart for alle de nye studerende”.

 

Internationale studerende

Også de nye internationale studerende får besøg af Studenterhus Aarhus, som fortæller om alle de muligheder, der er for at opbygge netværk og lære mere om Danmark, Aarhus og dansk kultur. Studenterhus Aarhus har blandt andet været på besøg på den internationale linje på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, på Erhvervsakademiet og på School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet, hvor International Koordinator, Sigrun Schaumburg-Müller, har præsenteret Studenterhus Aarhus for mere end 1000 nye Aarhusianere fra hele verden.

For at sikre at de internationale studerende har mulighed for at danne et netværk og få nogle gode oplevelser, imens de er i Aarhus, holder Studenterhus Aarhus bl.a. International Night hver tirsdag, og tager på udflugter hver anden søndag, hvor de internationale studerende får mulighed for at opleve dansk kultur helt tæt på. På den måde er Studenterhus Aarhus med til at sikre, at de internationale har lyst til at blive i Aarhus, når deres studier er afsluttet, og forhåbentlig blive en del af det Aarhusianske arbejdsmarked.

Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21