Nyheder //Få seneste nyt

Månedens SU-venlige madtip - December
// søndag D. 17. december kl. 17:00

Julen varer længe og koster mange penge – men det gør grød heldigvis ikke.

Af Simon Brondbjerg Riis, frivillig i Studenterhus Aarhus

 

December står for døren. Julegaveræset og julefrokoster betyder flere udgifter og færre penge i det i forvejen stramme SU-budget. Derfor foreslår vi, at du skruer op for julehyggen og laver dig en stor, varm og ikke mindst billig portion risengrød for at lune dig og dit decemberbudget op.

Men hvis du, ligesom os, altid laver alt for meget og ikke har lyst til at leve af risengrød flere dage i streg, så giver vi dig her fire hyggelige bud på opskrifter, som både udvider julestemningen og tager risengrødsresterne i brug.

Risengrødsboller

En kop varm kakao og duften af nybagte boller, imens sneen – forhåbentlig – daler ned udenfor. Med en rest af risengrød kan du tilføre den hyggelige stund et lille pift af jul. Men glem nu ej en smørklat smør!

Klatkager af risengrød

Pak havregrynene og ostemaden væk. Brug dine rester fra gårsdagens aftensmåltid på at peppe din morgenmad op med en stabel klatkager. Det er både lækkert og ufattelig nemt.

Risengrødsvafler

Vafler til aftensmad eller hvornår det nu passer dig. Tilfør din risengrødsrest nogle få ingredienser og smid den i vaffeljernet. Vupti, så har du dig en nem og billig omgang julevafler, som selvfølgelig skal drysses med kanel.

Julemuffins med risengrød

Jul er lig med kage og søde sager. Derfor skal vores sidste forslag til dig og dine rester naturligvis være en omgang julemuffins.

 

Så tag din økonomiske nissehue på, lav dig en al for stor portion risengrød og giv dig selv en god grund til at leve af nybagte kager, boller og vafler. Det hører julen sig til.

Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21