Nyheder //Få seneste nyt

International madklub gør en forskel i Aarhus
// torsdag D. 29. november kl. 15:47

Kick-off i Studiecaféen den 19. november 2018, Studenterhus Aarhus (Foto: Liv Kappel)
Kick-off i Studiecaféen den 19. november 2018, Studenterhus Aarhus (Foto: Liv Kappel)

International madklub gør en forskel i Aarhus

Studenterhus Aarhus og Aarhus Kommune samarbejder med lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner om at fastholde højtuddannet international arbejdskraft.

Af: Janus Priess

 

For syvende år i træk arrangerer Studenterhus Aarhus madklubben Internationalize With (Aarh)Us, der bringer højtuddannet international arbejdskraft endnu tættere på Danmark. Madklubbens fokus er på fastholdelse, og ved at matche danske familier med internationale ph.d.-studerende, er vi sammen med til at holde på den arbejdskraft, der skal være med til at gøre en forskel i Aarhus og Danmark.

Kick-off i Studenterhus Aarhus

Som en del af Internationalize With (Aarh)Us deltog både studerende og venskabsfamilier i et kick-off-arrangement mandag d. 19. november i Studenterhus Aarhus. Her fik familierne for første gang mulighed for at møde den studerende, de er blevet parret med. Madklubbens åbning blev markeret i Studenterhus Aarhus’ café med velkomst ved Anne Thorø Nielsen, der er direktør i Studenterhus Aarhus, og efterfølgende spisning og hygge, hvor der var mulighed for at lære hinanden at kende, inden deltagerne mødes privat.

Dette kick-off-arrangement var blot den første del af Internationalize With (Aarh)Us, der i første omgang løber indtil maj 2019. Herefter er det op til deltagerne selv at finde ud af, hvorvidt de vil fortsætte med at mødes. Deltagerne indvilliger i at besøge, eller få besøg af, deres tildelte ph.d.-studerende tre gange i løbet af seks måneder, og her vil der være rig mulighed for at lære hinanden endnu bedre at kende. Derudover deltager alle parter også i et virksomhedsbesøg enten hos venskabsfamiliens virksomhed eller hos én af de andre deltagende virksomheder, ligesom der også indgår et besøg i den Ph.d.-studerendes lokale miljø på Aarhus Universitet.

Kulturmøde for hele familien

De danske deltagere i Internationalize With (Aarh)Us er med til at give de internationale ph.d.-studerende et indblik bag kulisserne i den danske kultur. Samtidig får de mulighed for at stifte bekendtskab med nye kulturer, ligesom de deltagende familier får anledning til at møde unge, ambitiøse studerende fra en anden del af verden. Tidligere deltagere har udtalt, at deres deltagelse i madklubben, har givet dem nye vinkler på hverdagen, og at det tillige har været sjovt for familier med børn, der også har haft mulighed for at opleve en person med en anden kulturel baggrund.

Vil du være med?

Den ottende udgave af Internationalize With (Aarh)Us begynder i efteråret 2019, og hvis du eller nogen i din virksomhed har lyst til at være med, kan I få mere information ved at skrive til Liv Kappel, erhvervskoordinator i Studenterhus Aarhus, på liv@studenterhusaarhus.dk.

Herunder kan du se de virksomheder der deltager i Internationalize With (Aarh)Us 2018-19.

Deltagende virksomheder:

 

Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21