Nyheder //Få seneste nyt

Idékomiteen skaber værdifuld sparring for erhvervslivet
// mandag D. 08. oktober kl. 15:09

Idékomiteen skaber værdifuld sparring for erhvervslivet

Studenterhus Aarhus har succes med at afholde Student Advisory Boards, hvor studerende kommer med input til virksomheders konkrete problemstillinger.

Den seneste måned har Danish Crown, Brabrand Boligforening og servicevirksomheden Eventforce alle haft besøg af studerende fra Studenterhus Aarhus’ Idékomite. Her har en gruppe på 5-8 studerende fra forskellige videregående uddannelser i Aarhus givet deres bud på, hvordan virksomhederne kan løse konkrete problemstillinger.

Fælles for de studerende er, at de har en interesse i at stifte bekendtskab med erhvervslivet og ønsker at afprøve de kompetencer, de indtil nu har oparbejdet gennem deres uddannelse. Og som erhvervsmedlem i Studenterhus Aarhus har din virksomhed fri adgang til at benytte sig af vores Student Advisory Boards.

Flere kvindelige ansøgere, tak

På Danish Crowns hovedkontor i Randers har de en målsætning om at tiltrække flere kvalificerede kvindelige ansøgere til deres graduate program. I midten af september inviterede de derfor Idékomiteen indenfor:

”Vi bad de studerende om at kigge på vores graduate programme-materiale med nye øjne og komme med deres uforbeholdne mening. Vi ønskede, at de skulle være helt ærlige,” siger HR-konsulent ved Danish Crown, Anne-Louise Falkenberg.

I løbet af en formiddag gav Idékomiteen feedback på konkret materiale og problemstillinger og brainstormede på løsningsforslag til, hvordan Danish Crown kan få endnu flere kvinder ombord:

”Man kan godt stirre sig blind på det åbenlyse. Så kan det være rigtig godt at få nye input udefra, og de indsigter rykker vi på allerede nu,” siger Anne-Louise Falkenberg.

De studerende foreslog blandt andet helt konkret at bruge andre billeder i rekrutteringsmaterialet og være mere klar på, hvilke kvalifikationer, de egentlig efterspørger hos ansøgerne. Hele rekrutteringsprocessen blev desuden kigget efter i sømmene.

Værdifuld employer branding

Gennem Idékomiteen får de studerende mulighed for at afprøve teori i praksis, udbygge deres netværk og komme tættere på erhvervslivet. Og lige så vel som de studerende giver virksomhederne nye indsigter, får de studerende også øjnene op for virksomheder, de måske ikke havde overvejet at søge ind hos før.

Virksomhederne får dermed ikke kun sparring på konkrete problemstillinger, men synlighed overfor potentielle kommende medarbejdere:

”De studerende får også nedbrudt nogle af de fordomme, der kan være om en virksomhed, og finder for eksempel ud af, at et arbejde ved Danish Crown ikke kun er for slagtere,” siger Liv Kappel, som er erhvervskoordinator i Studenterhus Aarhus.

Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21