Nyheder //Få seneste nyt

Et secondhand-mekka i Studenterhus Aarhus
// mandag D. 06. november kl. 13:10

Et par lyse Levis shorts, en hvid Canada Goose jakke og en retro, grøn H2O tracktop. Secondhand Bazaren i Studenterhus Aarhus, der afvikles cirka en gang i måneden, har noget for enhver smag og til alle årstider.
 
Af Simon Brondbjerg Riis, frivillig i Studenterhus Aarhus

Fyldte muleposer

I studenterhusets indgangsparti mødes jeg af en lind strøm af begejstrede piger med bugnende fulde muleposer og plastikposer. ”Jeg har egentlig ikke brug for mere tøj. Jeg synes bare, at det er så hyggeligt,” lyder det fra en af pigerne med en fyldt mulepose i begge hænder.

I studenterhusets lange gang emmer det af loppemarkedsstemning. Gule gummistøvler og sorte moonboots mænger sig med de mange hvide sneakers på gulvet under bordene. Der er boder og smilende secondhandere, så langt øjet rækker.

Studenterhusets gang er fyldt med secondhandere og tøj. 

 

Pensionister, middel aldrende mødre og gymnasieelever blander sig i mængden af de studerende fra Aarhus’ mange videregående uddannelser. De er alle på jagt efter det unikke stykke tøj blandt overbelagte træborde og fyldte tøjstativer.

En snart 10 gammel tradition

Den første Secondhand Bazar i studenterhuset blev afholdt i 2008. Siden da er der kommet flere og flere boder til, så der i dag er plads til 55 boder. Studenterhuset afvikler tøj-bazar cirka 10 gange om året, og det er altid gratis at komme ind, hvis du bare vil shoppe.

For medlemmer af Studenterhus Aarhus koster en stand til Seconhand Bazaren 120 kroner – 200 kroner for ikke-medlemmer. Der bliver dog udsolgt af stande til hver Bazar, så det gælder om at være hurtig, hvis du vil have muligheden for at sælge ud af dit klædeskab.

Du kan læse mere om, hvordan du booker en stand her, og hvordan du, som studerende på en videregående uddannelse i Aarhus, bliver medlem af Studenterhus Aarhus her.

Oplagt oprydning

I det nærmeste hjørne af Stakladen står Thit. Hun har sammen med sin mor booket en dobbeltstand. De forsøger ihærdigt at ekspedere og servicere de mange interesserede kunder.

”Der er en rigtig afslappet stemning, og der er ikke noget snobberi her. Hverken fra dem der sælger eller shopper,” fortæller den tidligere jordemoderstuderende.

På de lyse træborde foran Thit er der alt fra røde, flettede sko til tre nuancer af læbestifter til salg. På det mellemstående tøjstativ hænger der en uldet, grøn trøje blandt flere brogede, farverige jakker. Thit har, som en af de få sælgere, medbragt sit eget gulvspejl, så de ivrige secondhandere er fri for at rende ind og ud af studenterhusets toiletter.

”Vi skal have solgt ud af skabet en gang om året, og så er det her en rigtig god måde at få afviklet en oprydning på,” forklarer Thit.

En secondhand bølge

Genbrug var engang lig med ældre damer, der arbejdede frivilligt i den lokale Røde Kors-butik. Her kunne du erhverve dig dine bedsteforældres aflagte hørskjorter og fløjlsbukser.

En stigende interesse for secondhand og billigt modetøj har dog skubbet den yngre generation både ind bag og ud foran genbrugsdisken.

Særligt op gennem slut-nullerne blev det mere og mere populært at købe sine tekstiler brugt. En bevidst forbruger, der jagtede det unikke fund fik efterspørgslen til at stige gevaldigt. En stigning man stadig mærker den dag i dag, og som også afspejler sig i den store interesse for studenterhusets egen Secondhand Bazar.

Jagten på det unikke fund

Det automatiske dørparti og hæveautomaten i Stakladens foyer har været på overarbejde hele eftermiddagen. De får nu en smule ro, alt imens træbordene efterhånden er kommet til syne mellem de resterende bunker af tøj.

Ivrige secondhandere jagter det enestående stykke tøj.

 

De tilbageværende secondhandere jagter det sidste gode fund blandt det store udvalg af vintagetøj, hjemmestrik og ubrugt mærkevaretøj.

På vej ud fra bazaren passerer jeg i gangen en gruppe på fire udvekslingsstuderende. De bevæger sig ind mod Stakladen. ”Is there an even bigger room?” Spørger en af pigerne. ”Yeah. Just follow me. But don’t get lost,” svarer veninden, og hiver de tre andre med på sin jagt efter det unikke fund.
 
Vi ses til næste Secondhand Bazar den 11. november i Studenterhus Aarhus.

 

Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21