Kultur

Studenterhus Aarhus er et kulturhus, et netværkshus, en forening, et spillested, en bar, et socialt rum, en café, et mødested for studerende og kulturlivet, en løbeklub og meget mere. Derfor er det også tydeligt, at uanset hvem du spørger, får du det svar, der ligger tættest på netop deres hjerte. Vi er eventplanlæggere, kulturaktører, sociale ildsjæle, netværkere, bartendere, bookere, projektledere, brobyggere, idé-generatorer, teamplayere og alt derimellem. Det, der driver os, er den glæde, vi kan se, når gæsterne går hjem fra vores koncerter og events med en god oplevelse i rygsækken.

Som kulturhus er vi et mangfoldigt fællesskab, hvor der er plads til alle. Vores fællesskab består af studerende fra hele verden og fra alle de forskellige uddannelser, der findes i Aarhus. Og vores fællesskab er et kulturelt mødested for studerende i Aarhus, hvor der er arrangementer, events, foredrag og tilbud til alle, hvor ideer og inspiration kan opstå i mødet med det ukendte, det upolerede og det uspolerede, og hvor netværk og projekter kan skabes på tværs af fagligheder, organisationer og brancher.

Secondhand Bazar

Secondhand Bazar er Studenterhus Aarhus’ secondhand-marked for tøj, sko og meget mere. Det er her du kan købe og sælge lækre secondhand treats, få en god kop kaffe i caféen og gå på opdagelse blandt alle boderne. Der er gratis adgang for besøgende!

 

Vil du gerne have en stand?
For at undgå sælgere der reserverer en stand, men ikke dukker op, er det ikke muligt at reservere, men blot købe en stand. Bliver du forhindret i at deltage, kan du sælge din stand på facebookeventet for Secondhand Bazar for den dag du har købt.
Pris for en stand: 100,-/150,- (medlem/ikke-medlem af Studenterhus Aarhus)
En stand består af et bord på 2×1 meter. Det er kun tilladt at medbringe ét tøjstativ.
Du vælger din stand ved købet, så du kan allerede på forhånd se, hvilken stand du har fået. Hvis du hellere vil leje et tøjstativ af os, har vi 10 tøjstativer (inkl. 25 bøjler) tilgængelige, som du kan leje for kun 100,-. Du tilvælger dette når du køber din stand.

 

Har du spørgsmål?


Skriv til info.secondhandbazar@gmail.com

FAQ

Ja, I må gerne være flere om én stand, men I skal holde jer inden for bordet på 2×1 meter.

Nej, du må ikke placere genstande foran brandvejene, foran hjertestartere o.lign. Det er heller ikke tilladt at tildække skilte o.lign.

Det er tilladt at sælge tøj, sko, tasker og accessories på Secondhand Bazar. Det er ikke tilladt at sælge brugskunst, nipsting o.lign., uanset om du selv har lavet det eller ej.

Ja, du må have ét almindelig størrelse tøjstativ med pr. stand. Hvis du lejer et tøjstativ ved køb af din stand får du udleveret tøjstativet og bøjler når du ankommer.

Ja, du kan donere overskydende tøj og andre emner til velgørenhed ved at aflevere det i burene ved indgangen når Secondhand Bazar er overstået.

Vi forbeholder os retten til at bortvise standpladsholdere og gæster der ikke overholder reglerne, og ikke efterkommer vores frivilliges og/eller ansattes anvisninger, ligesom vi også forbeholder os retten til ikke igen at sælge stande til standpladsholdere der ikke overholder reglerne.

Nej, du må desværre ikke rykke på dit bord. Bordende er placeret i overenstemmelse med brandmyndighedernes anbefalinger.

Ja, du skal rydde op efter dig selv, så standen fremstår som da du ankom.

Der er desværre ikke flere stande til salg, når billetsystemet melder udsolgt. Vi håber at du vil købe en stand en anden gang.

Det er tilladt at medbringe mad og drikkevarer til eget forbrug. Der er mulighed for at købe drikkevarer og snacks i caféen i hele bazarens åbningstid. Hvis du er utryg ved at forlade din stand for at købe drikkevarer og/eller snacks, kan du henvende dig til de frivillige og/eller ansatte.

Run for Friendship

Run for Friendship er en løbeklub for alle – fra begyndere til øvede. Her er det sjove, det sociale og den positive energi i højsædet.

Udover at træne og blive i bedre form, så mødes vi også udenfor løbeklubben til sociale arrangementer i løbet af året. Julefrokost, orienteringsløb og grillaftener er blot nogen af de begivenheder, som vi afholder. Formålet er, ud over at du kommer i god form, også at du møder mennesker og får venner mens du træner.

Vi har internationale studerende med og løber også for et internationalt Aarhus, så træningen foregår derfor på engelsk. Og så træner vi op mod forskellige mål, som du kan deltage i.

Hvor?

Vi løber fra Studenterhus Aarhus, Nordre Ringgade 3, 8000 Aarhus C

Hvornår?

Vi løber hver tirsdag og torsdag kl. 17.00

Hvad kræver det?

Du kan deltage, hvis du kun løber for at nå bussen, eller hvis du løber flere gange om ugen. Dit niveau er ikke afgørende for om du kan være med, vi har plads til alle. Det vigtigste er ikke din fysiske form, men at du er klar på at have det sjovt.

Træning

Vi træner to gange om ugen med professionelle trænere, der giver kyndig rådgivning. Vi løber tirsdag og torsdag fra Studenterhus Aarhus. Træningen er inddelt i teams efter niveau, så der er udfordringer for både absolutte begyndere og allerede erfarne løbere, men vi løber alle sammen, fra det samme sted og laver den samme type træning, blot på det niveau der passer til en. Professionelle trænere laver programmet og sørger for at der er differentierede udfordringer, så alle kan være med. Der er undervisning i trænings- og løbeteknikker for dem, der gerne vil dét. Vores trænere gir’ også gode råd og tips til din løbetræning, skade eller lignende.

Tilmelding

Det er gratis at være med. Mød op til træningen tirsdag eller torsdag og løb en tur med Run for Friendship!