Studiejob//praktik//projekt

Praktik i Systematic: Business Intelligence// 16. oktober 2018

 

Er du interesseret i et praktikophold i en innovativ og fremsynet softwarevirksomhed? Og brænder du for at skabe indsigt og omsætte data til viden samt gøre en forskel på tværs af brancher og sektorer? Så er det måske dig, vi søger.

 

Mere end et job – du er med til at gøre en forskel                                 
Vi er godt i gang med at skabe et BI team, der sammen designer, udvikler, implementerer og optimerer BI løsninger til vores softwareprodukter. Den store efterspørgsel på BI- og datadrevne løsninger fra vore kunder gør, at du får en bred berøringsflade – både i forhold til produkter og projekter, men også med forskellige faggrupper, kunder og samarbejdspartnere.

Praktikken indebærer høj grad af hands-on opgaver ift. at udvikle og implementere BI løsninger. Opgaverne spænder vidt, fra basale BI arkitekturløsninger til komplekse BI løsninger tilpasset kundernes behov og krav. Endvidere fokuserer vi på at opbygge viden og metoder og ikke mindst opbygge et velfungerende team, hvor du som BI-praktikant trives og udvikles. Du kommer derfor til at sætte dit præg på BI teamet og måden hvorpå vi arbejder.

 

Engageret, kvalitetsbevidst og med et stort drive
Som BI-praktikant bliver du en del af et dygtigt team og bliver involveret i alle BI projektets faser dog med primært fokus på back-end udvikling og support. Herudover, er du med til at tage del i arbejdet med at omsætte brugernes og kundernes ønsker og behov til konkrete løsninger. Det er vigtigt, at du arbejder systematisk og har fokus på detaljen. Det er kvaliteten af dit arbejde, der driver dig, og du sætter en ære i at forstå komplekse løsninger og kundens udfordringer.

Det er et plus, hvis du har gode kommunikative evner, forretningsforståelse og trives med at være involveret i mange forskellige opgaver. Vi forventer, at du har en brændende interesse for BI og et stort drive til at gøre en forskel.

Du vil som BI-praktikant få mulighed for at tilegne dig ny viden og kompetencer. Vi forventer, at du har praktisk erfaring med SQL og gerne kendskab til eller erfaring med nedenstående områder:

  • SQL Server
  • Udvikle og vedligeholde databaser og kuber
  • Data modellering og analyse
  • Data visualisering i TARGIT eller Microsoft PowerBI

Praktikopholdet er af 5-6 måneders varighed fra januar/februar, 2019. Som udgangspunkt er praktikken en fuldtidsstilling, men vi er selvfølgelig fleksible i forhold til dit studie og kravene med hensyn til ECTS-point. Praktikken er lønnet, såfremt dit studie tillader det.

 

BI teamet – skal du være med?
Vi forestiller os, at du studerer IT, datalogi, matematik, IT ingeniør, Cand Merc. BI eller lignende. Du er i stand til både at arbejde selvstændigt og som en del af et team. Det er vigtigt, at du har en god forståelse for samspillet mellem mennesker, teknologier og processer, at du er struktureret, analytisk og har gåpåmod. Du handler proaktivt og er meget engageret. Derudover er det et krav, at du kan læse og forstå dansk.

 

Frihed under ansvar
Som praktikant i Systematic behandles du på lige fod med de øvrige ansatte og vil fra dag et blive en del af et team og være med til at løse de opgaver, teamet har. Du får i vid udstrækning mulighed for selv at tilrettelægge din arbejdsdag og efter grundig introduktion til projektet og domænet, vil du være i stand til selvstændigt at løse opgaverne i teamet. Vi bestræber os på at finde en god balance mellem dine personlige ønsker, de formelle studiekrav samt vores forventninger og prioriteringer. Det vigtigste for os er, at du lærer en masse og har det sjovt, mens du er her, og du får rig mulighed for faglig og personlig udvikling.

Vi arbejder med sikkerhedsklassificerede projekter, og derfor skal du som medarbejder i Systematic sikkerhedsgodkendes. Læs mere på http://systematic.com/clearance.

 

Har du ikke fået svar på alle dine spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte os på tlf. +45 8943 2000 og spørge efter Erik Søndergaard Andersen, Senior Manager. Vi behandler ansøgninger løbende, da vi ønsker at besætte stillingen hurtigst muligt. I din ansøgning vil vi bede dig om at vedhæfte både CV og dine eksamenspapirer. Arbejdsstedet er i Aarhus. Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansøg her

 



Tilbage
Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21