Studiejob//praktik//projekt

Praktik hos Systematic: Markedsføring af banebrydende it-løsninger// 29. november 2018

Brænder du for at sætte dit præg på markedsføringen af it-løsninger, der gør en forskel? Og drømmer du om at få praktisk erfaring med hele marketing-paletten? Så grib muligheden for at udfolde dig i et spændende praktikforløb.

 

Du udbreder Systematics brand
Som praktikant prøver du kræfter med en bred vifte af marketingaktiviteter i forretningsområderne Library, Learning, Energy, Public og Private. Du er med til at understøtte salgsstrategien og sikre, at markedsføringen omkring forretningsområderne er inspirerende og målrettet vores kunder såvel som samarbejdspartnere. Forretningsområderne leverer digitale løsninger til blandt andet skole- og biblioteksområdet samt vindindustrien og har kunder fra hele den private og offentlige sektor. Med andre ord får du hands on-erfaring med marketing på tværs af forskellige produkter og brancher i en international it-virksomhed, hvor du har globale løsninger i hænderne fra dag ét.

I stillingen har du en bred kontaktflade i organisationen og har et tæt samarbejde med vores Industry Marketing Manager, salgsteamet for forretningsenhederne og corporate communications-teamet. Du får ansvar for dine egne opgaver og har rig mulighed for at præge, hvilken retning din praktik udvikler sig i.

Alt efter dine interesseområder vil du kaste dig over disse opgaver:

  • Idéudvikle og formidle de gode historier
  • Udarbejde billeder og tekst til digitale såvel som trykte medier
  • Opdatere vores hjemmeside i CMS-systemet Umbraco
  • Deltage i planlægning af SoMe-content
  • Generere og afdække kundeleads
  • Koordinere og eksekvere mindre events
  • Udsende nyhedsbreve
  • Koordinere med interne og eksterne partnere i forbindelse med grafisk arbejde, tekstproduktion og trykte medier

Praktikforløbet varer 4-6 måneder fra januar/februar 2019 og er som udgangspunkt en fuldtidsstilling. Vi er selvfølgelig fleksible i forhold til dine studiemæssige forpligtelser. Praktikken er lønnet.

 

Tillid og åbenhed
Som praktikant i Systematic arbejder du på lige fod med dine kolleger, og du vil fra dag ét blive en del af teamet og være med til at løse de opgaver, teamet har. Du trives i et energisk miljø og efter grundig introduktion til dine arbejdsopgaver, vil du være i stand at tage ejerskab over egne opgaver og følge dem til dørs. I Systematic vægter vi en uhøjtidelig atmosfære og dialog højt, og du vil derfor blive mødt af en kultur båret af tillid, åbenhed og hjælpsomhed. Vi bestræber os på at finde en god balance mellem dine ønsker, de formelle krav fra studiet og vores forventninger samt prioriteringer. For os er det vigtigt, at du lærer en masse og har det sjovt, mens du er her.  


 

Idérig kommunikatør med koordinator-evner
Vi forestiller os, at du er i gang med en relevant uddannelse indenfor marketing, kommunikation eller lignende og har minimum 1-2 år tilbage af dit studie. Du har en bred værktøjskasse inden for marketing og ved, hvordan virksomheder skaber et succesfuldt marketingmix. Desuden har du erfaring med CMS-systemer som eksempelvis Umbraco eller WordPress.

Som person fokuserer du på kreativitet, kvalitet og arbejder systematisk. Du er i høj grad i stand til at arbejde selvstændigt og selv tilrettelægge din arbejdsdag, da frihed under ansvar er en vigtig del af vores virksomhedsfilosofi. Du trives med at indtage en koordinerende rolle og motiveres af at nå i mål med dine opgaver. Du er fortrolig med let billedredigering, og du har en skarp pen, hvor du kender kriterierne for en god historie. Du tør tænke ud af boksen og er ikke bleg for at præsentere dine idéer for nye tiltag. Derudover er du udadvendt og nysgerrig på at få en bred snitflade med kolleger på forskellige niveauer i forretningen og samarbejdspartnere.

Det er et plus, men ikke et krav, hvis du har erfaring med markedsføring via sociale medier, inbound-marketing eller markedsføring på B2B-markedet. Ellers får du naturligvis en grundig introduktion, når du starter.

Endeligt taler og skriver du flydende dansk og engelsk.

Vi arbejder med sikkerhedsklassificerede projekter, og derfor skal du som medarbejder i Systematic sikkerhedsgodkendes. Læs mere på http://systematic.com/clearance.

Hvis du tror denne stilling er noget for dig kan du ansøge på dette link.

 

Har du ikke fået svar på alle dine spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte os på tlf. +45 8943 2000 og spørge efter Marie Hedemann, Industry Marketing Manager. Vi behandler ansøgninger løbende, da vi ønsker at besætte stillingen hurtigst muligt. Arbejdsstedet er i Aarhus. Vi glæder os til at høre fra dig. 

 

Siden vi skrev vores første linje kode i 1985, er det privatejede Systematic A/S vokset til et internationalt softwarehus med over 1000 kollegaer med 27 forskellige nationaliteter, fordelt på kontorer i 11 lande og med kunder verden over. Vores mål er enkelt: At forbedre verden med exceptionel software. Vi leverer software og systemløsninger til kunder inden for den offentlige sektor, sundhedssektoren, forsvaret, politiet, finanssektoren og serviceerhverv, og der er over 1.000.000 brugere rundt om i verden. Vi arbejder på et fundament af tillid, hvor vi har frihed og ansvar til at træffe beslutninger i vores hverdag. Vi brænder for at gøre en forskel, og vi tør udfordre teknologien, hinanden og os selv. Som nyansat i Systematic bliver du budt velkommen af hjælpsomme kolleger, og du kan se frem til både mentorordning og al den støtte, du har brug for. Det er sammen, vi kan udvikle og indfri dit potentiale og gøre Systematic endnu bedre.

 



Tilbage
Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21