Nyheder //Få seneste nyt

Tip en 13’er – får du mest ud af din SU?// 26. november 2016

Tip en 13’er – får du mest ud af din SU?

Vi ved godt, at når man kun har SU’en som indkomst, kan det være svært at se, hvordan den alene rækker til alle udgifter – men bare rolig! Vi giver dig her 13 tips til, hvordan du får mest mulig ud af din SU. 

Af Trine Muf, frivillig i Studenterhus Aarhus

1.    Den daglige nadver

Udover faste udgifter, såsom husleje og telefonregning, må mad være en topprioritet – du kan jo ikke leve uden. Når du skal købe mad på et SU-budget, er det en god idé at kigge i tilbudsaviser og cykle efter gode tilbud. Når du er ude at handle, så hold dig altid til indkøbslisten og gør det aldrig på tom mave – vi ved godt, hvad der sker. Pludselig har du både købt chips, chokolade og fire forskellige slags pålæg, og er der noget, som er dyrt, er det impulskøb.

TIP: Start en madklub. Når du er med i en madklub, behøver du ikke altid at leve af pasta med kødsovs – og det er bare hyggeligere at spise sammen med andre. 

Gem dine rester i fryseren til de dage, hvor du ikke orker at lave mad eller kommer sent hjem. Hold budgettet nede ved at indføre kødfrie dage, da kød er dyrt.

2.    Byture

Når du er studerende i Aarhus, har du det måske med at fulde dig lidt for ofte ligesom os andre, hvilket ikke er billigt. Men i stedet for at købe en drink til 80 kroner ved åen, kan du benytte dig af Aarhus’ mange fredagsbarer. Her kan du få hele 8 øl for de 80 kroner, og der er altid plads til både at hygge sig eller give den max gas.

En anden mulighed er Studenterbaren, hvor du med medlemskort kan få en fadøl til en flad 20’er og 20% på de mange specialøl og drinks.

3.    Tømmermænd

Dagen derpå kender vi alle følelsen af de dage, man aldrig kommer udenfor, og egentlig har man bare lyst til at bestille en pizza lige til døren. Spar penge ved at forberede dig! Sørg for dagen forinden at have købt dit tømmermændsmad ind – hjemmelavet pizza er lige så lækkert som købt.

4.    Transport

Vinteren nærmer sig, og du er sikkert fristet til at tage bussen op på universitetet frem for cyklen. Don’t do it. Klæd dig ordentligt på og kom afsted. I længden kommer du hurtigt til at bruge mange penge på bussen. Hvis du ikke føler dig sikker på Aarhus’ cykelstier, er der her en cykelguide til dig: LÆS DEN HER

TIP: Hvis du skal hjem og besøge mor og far i weekenden, kan du med fordel spare penge på et GoMore-lift. Det er ofte billigere end offentlig transport og ovenikøbet hyggeligt.

5.    Studiebøger

Selvom vi ikke kan undvære vores studiebøger, er det stadig møgirriterende at bruge penge på dem hvert halve år eller kvartal. Du kan spare mange SU-kroner på dem ved at købe dem brugt eller undersøge priserne på nettet 
TIP: www.plusbog.dk er især virkelig billig.

6.    Tøj

Selvom et tøjmærke som H&M ikke koster alverden, kan det stadig blive en dyr fornøjelse (man mangler jo altid liiige noget ekstra). I stedet for at tage ned til strøget, så prøv at besøge Secondhand Bazar i Studenterhus Aarhus, eller nogle af Aarhus’ andre loppemarkeder: www.visitaarhus.dk. Her kan du købe brugt tøj til få penge – et fedt alternativ!

7.    Motion

Der findes flere muligheder for billig motion i Aarhus. Så hvad med at skifte det klassiske medlemskab i Fitness World ud med noget nyt? Aarhus Universitets-sport har 16 forskellige sportsklubber til rimelig penge.

Derudover har Studenterhus Aarhus løbeklubben Run for Friendship, hvor du med garanti også kan opbygge nogle nye venskaber. Der er altså rig mulighed for at slå to fluer med et smæk – få motion og nye venner.

Læs mere her!

8.    Research – hvad er billigst? 

Det kan virke kedeligt at skulle sætte sig ind i alt fra forsikringer til mobilselskaber, men det er nødvendigt. Der findes mange tilbud, som er tilrettelagt netop til studerende, hvor du kan spare mange penge. Research dig frem til noget, som passer til dine behov. 

TIP: få et let overblik på www.pricerunner.dk

9.    Cafébesøg

Der er ingen tvivl om, at det er hyggeligt at hænge ud på en café sammen med sine venner. Desværre er det bare ikke særlig billigt. I stedet kan du lave en aftale med din madklub om, at i skiftes til at invitere på brunch. På den måde kommer du stadig ud og sparer samtidig penge. 

10.    Oplevelser

Bare fordi vi lever på en SU, betyder det ikke, at vi ikke kan komme ud og opleve. I Aarhus findes der flere former for oplevelser, som er gratis eller ganske billige. På Ny V58 på Vestergade, kan du komme til gratis stand-up mandag til fredag eller tage på Aarhus Teater, hvor en studiebillet kun koster 50 kroner. Du kan også købe et årskort til ARoS til bare 200 kroner, hvor du blandt andet får fri entré i et år og kan medbringe en ven, hver gang du er der.

Find mange flere oplevelser i Aarhus her: 10 tips til dig der er ny i aarhus

11.    De trælse opkrævninger

Nu hvor du ikke længere bor hjemme, skal du desværre selv betale for vand og varme. Det kan blive en grim overraskelse, hvor mange penge det egentlig kan løbe op i. Husk derfor altid at slukke lyset efter dig, sluk radiatoren når du ikke er hjemme og prøv at undgå en halv times langt bad hver dag – det kan mærkes på regningen.

12.    Studierabat

Trods de ovenstående råd, skal du selvfølgelig stadig give dig selv lov til nogle gange at tage en shoppetur eller et smut på café. Når du bevæger dig ned på strøget, så husk at spørge efter studierabat. I en studieby som Aarhus har mange tøjbutikker og caféer studierabat, men du er ofte nødt til selv at spørge efter det, og hvem vil ikke gerne spare lidt penge på sin shoppedag? 

13.    Prioriteter 

Sidst men ikke mindst – husk at prioritere! Hvis bedstemor i november skal have en fødselsdagsgave, du mangler en ny vinterjakke og samtidig lige skal betale penge til julefrokosten på studiet… Ja, så er det måske ikke i november, du skal tage i biografen med din veninde. Nogle gange kan det være nødvendigt at sige nej, og det kan virke træls. Men husk på, at vi som studerende i Danmark er heldige at få penge for at gå i skole, og din uddannelse er gratis. Heldigvis for det.

 

BIllede er fra: www.freepik.com/free-photos-vectors/business">Business photograph designed by Pressfoto - Freepik.com



Tilbage
Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21