Nyheder //Få seneste nyt

Luksuscamping sikrer god studiestart for nye studerende// 31. juli 2017

Studenterhus Aarhus og Aarhus Kommune gentager succesen med midlertidig indkvartering af boligsøgende studerende i projektet Startup Housing.

Hver sommer er der et kæmpe pres på det aarhusianske boligmarked, når op mod 12.000 nye studerende begynder på en videregående uddannelse, og det skaber en flaskehals, der ofte først forsvinder ud på efteråret. Derfor er der brug for midlertidige studieboliger, der sikrer mange studerende en god start på studielivet i Aarhus.

Det er femte år i træk at Startup Housing kører i Aarhus. Projektet blev til på initiativ af Studenterhus Aarhus i samarbejde med Aarhus Kommune. Det er studerende ansat af Studenterhuset, der administrerer de mange boliger, der har været utroligt populære de forrige år. De studerende bor i beboelsesvogne, der har alle de nødvendige faciliteter, og selv om pladsen er trang, så er det meget attraktive boliger helt centralt i Aarhus.

”Der er mange tilflyttere, og det kan være meget stressende, at skulle starte på en uddannelse uden at have et sted at bo. Vi tilbyder en opgraderet campingplads på Godsbanen, Aarhus Ø og på Brandskolen i Skejby, hvor de studerende har ro til at falde til og søge en permanent bolig,” siger Anne Thorø Nielsen, der er direktør i Studenterhus Aarhus, og understreger vigtigheden af at få en fod indenfor i byen.

Der kommer også mange internationale studerende til byen, der mangler netværk og indsigt i boligmarkedet.

”Når man kommer hertil og ikke taler sproget kan boligmarkedet godt være svært at gennemskue. Der er Startup Housing et rigtig godt tilbud til de internationale studerende, der lige kan lande inden de giver sig tid til at udforske boligmarkedet,” siger Anne Thorø Nielsen.

Der er i år fundet 146 sengepladser, der bliver udlejet på ugebasis fordelt på 56 på Godsbanen, 80 på Pier 2 ved Dome of Visions og ti på Brandskolen i Skejby.

 
Billetsalget til de midlertidige boliger åbner d. 1. august 2017 kl. 10.00, og projektet kører fra d. 18. august til og med d. 14. oktober.

Læs mere på www.studenterhusaarhus.dk/projekter/startup-housing 

Yderligere oplysninger:
Thomas Moeslund, Studenterhus Aarhus, tlf.: 40904064



Tilbage
Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21