Nyheder //Få seneste nyt

HR-chef løfter sløret: Sådan bruger vi sociale medier // 01. februar 2016


Flere virksomheder er begyndt at undersøge deres ansøgere på de sociale medier, når de skal besætte en stilling. Men hvad kigger virksomhederne efter? Studenterhus Aarhus forsøger at give dig svaret, og derfor har vi kontaktet Kamstrups HR-chef, Michael Stubbe, for at blive klogere på, hvordan Kamstrup bruger de sociale medier i en rekrutteringsproces.

// Af Vicki Ramussen

Kamstrup producerer avancerede løsninger til energimåling og fjernaflæsning. Deres HR-chef, Michael Stubbe, fortæller, at de altid undersøger deres ansøgere på internettet, inden de besætter en stilling. Det er ikke alle ansøgerne, som bliver undersøgt, men når Kamstrup har udvalgt nogle få kandidater, de overvejer at ansætte, bliver de sociale medier taget i brug. Michael Stubbe forklarer:

»Vi benytter os af en helt klassisk form for rekruttering. Vi tager det, ansøgeren siger, for gode varer, men når vi kommer til det punkt, hvor vi skal lave en selektion mellem de sidste kandidater til en stilling, tjekker vi om det, ansøgeren siger, er rigtigt. Når vi spørger os selv, om vi skal give personen en ansættelseskontrakt, laver vi en form for baggrundstjek. Alt efter hvilken stilling, der er tale om, lægger vi vægt på forskellige ting, men generelt er det vigtigt, at der er overensstemmelse, mellem det ansøgerne siger, og hvad der står på deres LinkedIn-profil«.

Udover at Kamstrup læser en ansøgers LinkedIn-profil for at se, om der er overensstemmelse, mellem det ansøgeren siger og det, som står oplyst på profilen, benytter Kamstrup sig også af en anden af LinkedIns features. De ser efter, om ansøgeren er forbundet med en, som i forvejen er ansat hos Kamstrup:

»Vi ser efter, om der er en internt i Kamstrup, som tidligere har arbejdet sammen med ansøgeren. På den måde kan vi trække en reference fra vores medarbejder, og det hjælper os med at vælge mellem forskellige ansøgere til en stilling«, fortæller Michael Stubbe.
 

De vigtigste medier

Hos Kamstrup kigger de på deres ansøgeres profiler på både LinkedIn og Facebook:

»Vi undersøger først en ansøgers LinkedIn-profil, fordi det er dit professionelle visitkort. Derefter forsøger vi at finde ansøgeren på Facebook. Grunden til, at vi kigger på en ansøgers Facebook-profil, er, at det medie giver os et større indblik i, hvilken type person der er tale om. Vi vil gerne vide, hvad det er for et menneske, vi ansætter. Vi har brug for et helhedsbillede af ansøgeren, så vi lettere kan beslutte os for, hvilken ansøger vi skal vælge«, siger HR-chefen.

Det er forskelligt, hvad Kamstrup vægter, når de ser på en potentiel medarbejders sociale profiler. Det kommer an på, hvilken stilling det drejer sig om.

»Der er ikke nogen opskrift. Der er også stor forskel på, hvad vi ser efter, alt efter om vi søger en ingeniør eller en til at arbejde med medier. Jeg kan dog sige, at der ikke er en fast standard, eller en fast type, som vi går efter, siger Michael Stubbe.

 Hvis du søger en marketingsstilling eller lignende, er det dog vigtigt, at dine profiler på de sociale medier er gennemarbejdet. Michael Stubbe uddyber:

»Hvis du har en marketing- eller en salgsbaggrund er du nødt til at sætte dig selv i spil. Vi skal kunne se, hvad det er, at du kan«.
 

Større bevidsthed om de sociale medier

Det er ikke muligt at undersøge alle kandidater til en stilling på internettet, fordi det ikke er alle, som har en profil på LinkedIn, eller Facebook-profilen er måske lukket. Alt efter hvilken type stilling Kamstrup ønsker at besætte, kan det godt have betydning:

»Det er helt i orden, hvis en ansøger hverken har en LinkedIn-profil eller en Facebook-profil. Det er dog en fordel, hvis man vil arbejde inden for marketing eller kommunikation, at man er til stede på de sociale medier, og man viser sine kompetencer i praksis. Jeg vil klart anbefale, at jobsøgende, som gerne vil arbejde med marketing eller kommunikation, holder deres Facebook-profiler åbne«, siger Michael Stubbe.

Studerende er efterhånden vant til at begå sig på de sociale medier, og det er også noget, som Kamstrup har bemærket, fortæller Michael Stubbe:

”Folk bliver mere bevidste om, hvordan de bruger de sociale medier. Især de unge er dygtige til at bruge de sociale medier. Dem, som forsøger at være bevidste om deres brug af medierne, er ofte dem, som det lykkes rigtig godt for. Dem, som har været i erhvervslivet længe, skal lære at være lidt bedre til at bruge de sociale medier, og tage dem mere til sig«.



Tilbage
Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21