Nyheder //Få seneste nyt

Glitter og glamour i nattøj // 01. marts 2016


Søndag d. 28. februar rullede Studenterhus Aarhus den røde løber ud og åbnede dørene til Oscar Night i Studiecaféen. 

Af Anna Kirstine Due

Søndag nat blev det igen tid uddelingen af filmverdenens mest prestigefyldte priser, da Oscarshowet 2016 løb over skærmen. For én aften blev livet for de studerende i Aarhus fyldt til randen med glitter og glamour, da Studenterhus Aarhus åbnede dørene, fandt den røde løber frem og viste det traditionsrige show på storskærm i caféen i Studenterhus Aarhus. Snakken gik lystigt på stort og småt: Kjolerne, filmene og på, om Leonardo DiCaprio nu endelig ville komme hjem med en statuette. Snakken og de misundelsesrige suk blev kun afbrudt af en af de uundværlige frivillige, som gjorde opmærksom på den gratis champagne i caféens bar og som selvfølgelig, i bedste Oscar-stil, blev klappet af scenen.

På den røde løber stod TV2s respondent, Jesper Steinmetz, klar i sit skarpeste puds og spurgte Tobias Lindholm, den nominerede instruktør fra filmen “Krigen”, om han havde forberedt sig på takketalen: “Ikke ud over at jeg er her og ser godt ud”, svarede Tobias Lindholm og fik den danske delegation til at grine - inklusiv den danske stjerne Pilou Asbæk, der med sin nye blonde manke skinnede om kap med de helt store stjerner.

Chris Rock, årets vært, åbnede showet med spydige jokes, der ramte lige ned i debatten om manglen på sorte nominerede. En racedebat som forud for showet har fyldt på alle medieplatforme. På sin karakteristiske sarkastiske facon fik Chris Rock både høstet højlydte grin og påtalt vigtige politiske emner. Og så gik showet endelig for alvor i gang.

Og nerverne kom for alvor på spil da priserne for “Bedste udenlandske film” og “Bedste dokumentarfilm” blev uddelt, hvor hele to danske Oscar-nomineringer for “Krigen og “The Look of Silence”, var at finde. Desværre endte det ikke med danske statuetter, men da Leo fik sin Oscar og kvitterede med en rørende tale, var stemningen reddet igen.

Natten igennem var caféen klar med både vådt og tørt, så alle kunne klare sig igennem natten og stadig nå til forelæsningerne mandag morgen - godt nok lettere klatøjede, men fyldt op med nok stjernestøv til at få de studerende flyvende gennem dagen. 


Vil du med til kommende arrangementer i Studenterhus Aarhus så tjek programmet i kalenderen - eller hold dig opdateret på vores facebook-side



Tilbage
Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21