Nyheder //Få seneste nyt

Giv hvad du har og tag, hvad du kan bruge// 13. april 2016

Alle har tøj og ting, de ikke længere bruger. Hver af os producerer mere en 600 kg. affald om året og det sætter sit præg på vores miljø, som lider under den store mængde ellers brugbare ressourcer, der smides ud og skal til afbrænding. Ved at bytte med hinanden kan vi sammen mindske mængden af affald, spare penge og ressourcer og samtidig møde hinanden til et hyggeligt event, som oven i købet er helt gratis!

 

For 2. år i træk præsenterer foreningen ‘Byttemarked Aarhus’ Nordisk Byttedag og denne gang i samarbejde med Studenterhus Aarhus.

Den 16. april 2016 vil byer i hele Norden (Danmark, Sverige, Norge og Finland) afholde byttemarkeder, og selvfølgelig er Aarhus også med!

 

Ideen om ‘Byttemarkeder’ startede i 2010 som respons på en 350.org-kampagne. I forbindelse med målet om at holde den globale opvarmning på 2 graders stigning kunne alle byde ind med ideer til nedsættelse af CO2-forbruget.

Nicholas Krøyer Blok og Anna Heinrichsdottir gik sammen om at lave Store Byttedag, der blev afholdt på uddannelsesinstitutionen Kaospiloterne med stor succes.

“(...) jeg tror, den største grund til, jeg gør det her er, når jeg ser folk komme ind til et byttemarked, og de siger ”må jeg bare tage hvad jeg vil?” Du kan se på dem, at deres hjerner siger ”booiing” og et eller andet klikker. Det er et kæmpe paradigmeskift, og folk udtrykker virkelig deres glæde over, at nogen gider arrangere sådan et event. De får en følelse af, at vi som mennesker gerne vil give til hinanden, og at der er en overflod af næstekærlighed, som virkelig kommer til udtryk,” skriver Nicholas Krøyer Blok på hjemmesiden Byttemarked.nu

 

Trin til at deltage i et Byttemarked:

  1. Du medbringer en eller flere ting, som stadig har god værdi, men du ikke bruger mere. Det kan være både tøj, køkkenudstyr, gamle bøger, Dvd’er, legetøj, sko, møbler og meget mere
  2. Du "overdrager" dine ting til byttemarkedet
  3. Du finder selv noget, som du mægtig gerne vil have med hjem
  4. Så er der ikke flere trin

 

 

I samarbejde med foreningen 'Byttemarked Aarhus' åbner vi dørene til Nordisk Byttedag i Aarhus

Dato: d. 16. april

Tidspunkt: kl. 10-14.30

Placering: Stakladen, Studenterhus Aarhus, Nordre Ringgade 3, 8000 Aarhus C.

 



Tilbage
Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21