Nyheder //Få seneste nyt

Er du en (u)sikker cyklist?// 04. oktober 2016

Af Anna Sofia Irons

Hvordan er det nu lige reglerne er, når man kører på cykel i en storby? Der er love for, hvordan man skal begå sig i trafikken, men der findes også uskrevne regler for, hvordan du skal cykle i Aarhus. Vi har samlet 13 tips til, hvordan du bedst kommer frem på cykel. 



1. Stadig smukkest på en søndag… med din cykelhjelm 
Mind your head! I gamle dage var det måske ikke et hit med cykelhjelmen, men heldigvis bruger flere og flere aarhusianere hjelme i trafikken. Desuden ser du fantastisk ud med en cykelhjelm – så på med den, du er i gang med en uddannelse og skal bruge dit hoved.


2. Hold til højre 
Når du cykler på cykelstien, er det en god idé lige at få styr på højre og venstre. Selvom stien er bred, skal du altid holde til højre, så det er muligt at overhale til venstre. Husk også aldrig at overhale højre om - her gælder samme regler som for bilerne, og det kan være farligt at overhale højre om.


3. Giv et ring 
Brug endelig din ringeklokke. Se det som en servicemeddelelse til dine medcyklister om, at du vil forbi og ikke som et irriterende element.


4. Giv tegn 
Din cykel er desværre ikke udstyret med hverken blinklys eller stoplys. Ræk armen ud før du drejer, og stik en hånd i vejret, før du stopper, så ved andre i trafikken, hvad du vil. 


5. Se dig tilbage 
Selvom de fleste ordsprog siger, du skal se frem og ikke tilbage, er det ikke helt sandt på cyklen. Før du drejer, overhaler eller laver andre fine manøvrer, så se dig over skulderen.


6. Få tjekket bremserne 
Der er nogle temmelig irriterende bakker i Aarhus. Få derfor tjekket bremserne. Når du kommer susende ned ad Ringgaden, og lyset i krydset pludselig bliver rødt – så får du brug for dem. 


7. Undgå at folk falder for dig 
Vi ved, du i din studietid håber på det modsatte, men på din cykel er det godt at undgå. Det er ikke så fedt at bruge din cykel til at swipe til højre eller venstre. Vær opmærksom på folk, der skal krydse cykelstien for at komme af og på bussen. Træder fodgængerne direkte ud på cykelstien fra bussen, er det dig, der skal stoppe. Er der til gengæld et lille stykke fortov mellem cykelstien og bussen, er det fodgængeren, der skal stoppe. 


8. Lad ikke festen blive dyrere end forventet 
På vej hjem fra festen med studiet, når det er mørkt, er lys på cyklen et must. Faktisk koster det 700 kr., at cykle uden lys i lygtetændingstiden. Tænk på alle de drinks, du kunne få for de penge. Et godt tip er at holde øje med, hvornår gadelygterne tænder. 


9. Stay alert  
Mens du var ude at fange Pikachu, opdagede du sikkert, at det ikke er alle steder, du vil kunne cykle på en cykelsti. Vær opmærksom på busser, biler og andet, når du cykler i de smalle gader. 


10. Føj lidt ekstra cykel skills til dit personlige CV
Hvad er noget af det mest irriterende på cykelturen? En punktering. Det sker desværre ofte inde i byen pga. fulde menneskers tendenser til at smadre flasker. En lapning kan koste mellem 50 og 150 kr., lær derfor at lappe cyklen selv og få lidt ekstra cykel skills at prale med.


11. Skru ned for din indre fest 
Det er utroligt fedt at høre yndlingssangen på cykelturen, men det gør dig også en smule uopmærksom. Skru ned for musikken i ørene. Det er svært at høre trafikken, mens du indvendigt skråler med på ”Cold Water” (Ja, den med Justin Bieber).


12. Sving lovligt til venstre 
Vil du til venstre i et kryds, så cykel først lige over krydset. Vent herefter på grønt lys, så du kan komme til venstre. Det der med at cykle henover fodgængeroverfeltet kan blive dyrt, så træk hellere over.


13. Jeg er så glad for min cykel..
Det skal også være sjovt at cykle, så husk at nyd cykelturen – og det er fordi på en cykel, der går det let som ingenting ;-)  


God cykeltur!
 



Tilbage
Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21