Nyheder //Få seneste nyt

Af studerende - for studerende // 15. februar 2016


I Studenterhus Aarhus er der næsten 200 frivillige fordelt på seks forskellige grupper. En af dem er Heidi Schack Nannberg. Hun studerer til daglig Musikvidenskab på Aarhus Universitet og er frivillig i Kulturgruppen.  


”At arbejde i Kulturgruppen har gjort det muligt for mig at blive udfordret, og derved har jeg udviklet mine kompetencer - både personligt og erhvervsorienteret,” fortæller Heidi.


Kulturgruppen præsenterer arrangementer af forskellige karakter, og derfor er processen ny hver gang. Det kan eksempelvis starte med, at nogen i gruppen har en idé, som de tager op på et gruppemøde, fortæller Heidi. Det er tilfældet med Kulturgruppens næste arrangement; koncertkonceptet, Electric Waves.

Her opstod idéen af ren interesse hos Heidi og Sofie, som begge er frivillige i Kulturgruppen. De er begge af den holdning, at der mangler elektronisk musik på den Aarhusianske musikscene, og det har de gjort noget ved! Efter en idégenerering med gruppen er konceptet blevet en realitet. Kulturgruppen har efterfølgende stået for det praktiske arbejde, som blandt andet har bestået i at tage kontakt til bands og lave PR-materiale. Nu ser de frem til næste del; afviklingen.

Afviklingen finder sted på torsdag d. 18. februar, hvor de præsenterer første koncert under konceptet, Electric Waves.

"Det er et privilegium at have muligheden for at sætte sine egne ideer i verden - og at være med i et projekt hele vejen fra idé til afvikling”, fortæller Heidi og fortsætter:

”Lige fra man tager kontakt til forskellige bands, løser de problemer, der opstår undervejs og til afviklingen af en koncert, man selv har booket, og når man ser, at publikum er glade. Så̊ giver alt arbejdet mening.”

Til koncerten på torsdag kan du opleve The Gang OK og Kenton Slash Demon.


I foråret præsenterer Kulturgruppen også koncepterne: Akademisk Kvarter, WorldBeat og ÆØÅ

Du kan læse mere om at være frivillig i Studenterhus Aarhus her



Tilbage
Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21