Studiejob//praktik//projekt

Employer branding intern


Brænder du for HR, og vil du sætte dit præg på udviklingen af et stærkt employer brand? Interesserer du dig særligt for organisering og koordinering? Har du mod på at arbejde i en international virksomhed med fuld fart på, hvor du indgår på lige fod med resten af dine kollegaer?


Bliv en del af HR-teamet i Kamstrup

I HR-teamet arbejder vi fokuseret på at bidrage til Kamstrups ambitiøse vækstmål og indfri visionen om at blive verdens førende leverandør af intelligente måleløsninger til energi- og vandforbrug. Som Employer Branding Intern bliver du en del af et ungt og dynamisk HR-team, hvor sparring, fællesskab samt en ambitiøs og professionel indstilling til arbejdsopgaver er afgørende i en travl hverdag. I HR bliver der altid sat pris på nye initiativer, og vi garanterer et udfordrende praktikforløb med et højt arbejdstempo og en stejl læringskurve.


Et praktikforløb med ansvar og indflydelse

Som Employer Branding Intern kommer du til at bistå vores Vice President HR med videreudvikling og implementering af Kamstrups employer branding processer og HR-strategi. Du kommer til at arbejde med både intern og ekstern employer branding på et strategisk og operationelt niveau eksempelvis i udarbejdelsen af vores jobannoncer og gennem Kamstrups interne medarbejderblad Focus.

Derudover vil du få ansvar for at skabe og vedligeholde kontakten til uddannelsesinstitutioner såsom Aarhus Universitet og Aalborg Universitet. Du vil ligeledes få ansvaret for at planlægge og gennemføre jobmesser på uddannelsesinstitutioner samt arrangere og afholde virksomhedsbesøg. Med stort fokus på den eksterne kommunikation vil du også arbejde på tværs af forskellige medier som LinkedIn, Facebook, Jobindeks, Kamstrups karriereside, intranettet og pressen. Slutteligt vil du også tage del i rekrutteringen af efteråret 2018’s nye praktikanter til HR-teamet.


Din personlighed er vigtig for os

Vi søger en studerende med stærke kommunikationsevner, som arbejder struktureret og er god til at bevare overblikket i en travl hverdag. Med dine faglige kompetencer og engagement har du lyst til at styrke Kamstrups employer brand, og du er derfor heller ikke bleg for at udfordre det eksisterede. Du er i gang med din kandidatuddannelse til cand.ling.merc., cand.merc. i marketing, MA Corporate Communication eller lignende. Derudover har du stor interesse for både HR, branding og strategisk kommunikation.

Som person er du nysgerrig og kan lide at begå dig i et hektisk miljø, hvor ingen dage er ens. Du er positiv af sind og møder altid vores interne såvel som eksterne samarbejdspartnere med et smil. Ligeledes er du initiativrig og tør at tage ansvar, samtidig med at du er teamorienteret og sætter pris på faglig sparring. Endeligt er det er et krav, at du behersker både engelsk og dansk i skrift og tale.


Vi tilbyder mere end bare en praktik

I praktikforløbet vil du få en unik mulighed for at afprøve din teoretiske viden i praksis, og du bliver en del af et team, hvor udfordrende arbejdsopgaver, daglig sparring og kompetenceudvikling er i højsædet. Du vil endvidere få indsigt i, hvordan employer branding processer koordineres og løses professionelt i et HR-team.

I Kamstrup gør vi desuden meget for det sociale mellem vores praktikanter på tværs af organisationen, og hvis du er klar, tilbyder vi et spændende forår med udfordringer og sammenhold. Stillingen er ulønnet, men Kamstrup betaler offentlig transport til og fra arbejde samt et væld af personalegoder. De tæller bl.a. kantineordning, frugtordning, fri afbenyttelse af eget fitnesscenter, in-house tandklinik, frisørordning og gratis sundhedsklinik. Der vil desuden være mulighed for efterfølgende specialesamarbejde med fokus på Employer Branding eller HR.


Vil du være en del af Kamstrup?

Send os din ansøgning ved at søge på dette link. Ansøgningerne behandles løbende, men du kan forvente svar inden for seks uger. Praktikforløbet aftales individuelt, men forventes at løbe fra primo februar 2018 til ultimo juni 2018. Kamstrup ligger i Stilling nær Aarhus, og bus 200 kører lige til døren.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Vice President of HR, Michael Stubbe eller HR Business Partner, Britta Lemming på tlf.: 89 93 10 00.


Om Kamstrup

Kamstrup er verdens førende producent af intelligente måleløsninger til energi og vand. Gennem vores ekspertise tænker vi altid fremad for at skabe vedvarende værdi for vores kunder og de samfund, som de forsyner. Kamstrup beskæftiger ca. 1200 medarbejdere i +20 lande med hovedkontor i Stilling mellem Aarhus og Skanderborg. Vi har en sund økonomi samt høj vækst og har massivt fokus på udvikling af teknologi og medarbejdere. Du kan følge Kamstrup på LinkedIn og Facebook, som løbende opdateres med nye stillinger og interessante nyheder.

 

Tilbage
Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21