Studiejob//praktik//projekt

Aircon Teknik søger marketingpraktikant til forårssemestret 2018


Er du studerende på en videregående uddannelse inden for kommunikation og/eller markedsføring? Skal du tilbringe dit forårssemester i praktik, og har du lyst til at prøve dine evner af i praksis i en velrenommeret B2B-virksomhed, hvor du vil få tildelt masser af ansvar? Så har vi den helt rette praktikplads til dig!

Aircon Teknik A/S gennemgår i øjeblikket en rivende udvikling, og vi søger derfor en udadvendt, struktureret og ambitiøs marketingpraktikant til vores kontor i Aarhus N. Du bliver en del af en ung og dynamisk enhed, hvor du vil få tildelt masser af ansvar og kan sætte dit personlige aftryk på dine arbejdsopgaver. Vi vil have et stort fokus på din faglige udvikling under hele praktikopholdet, og vi kan allerede nu garantere, at din læringskurve bliver stejl.


Dine arbejdsopgaver

Din opgave bliver at assistere den marketingansvarlige i det daglige arbejde og bidrage til at udvikle virksomhedens marketingindsats i traditionelle medier og på digitale kanaler. Vi fastlægger sammen din arbejdsportfolio ud fra dine ønsker og vores aktuelle behov, og du vil blandt andet komme til at beskæftige dig med:
 

  • Videreudvikling af vores online markedsføringsindsats og digitale ”brand presence”
  • Udarbejdelse af inspirerende indhold til hjemmeside, kampagner og sociale medier
  • Udvikling af selektive produktkampagner i samarbejde med vores leverandører
  • Udarbejdelse af brochurer, kataloger og kampagnemateriale i InDesign
  • Udformning og opsætning af nyhedsbreve i MailChimp
  • Deltagelse i kundearrangementer og events
  • Diverse ad hoc-opgaver


Det er en fordel, hvis du har kendskab til eller konkret erfaring med InDesign, da grafiske opgaver vil forekomme.
Derudover har vi en klar forventning om, at du:
 

  • Studerer på en videregående uddannelse inden for et relevant fagområde
  • Tager ansvar for dine arbejdsområder og følger projekter helt til dørs
  • Kan begå dig i et dynamisk arbejdsmiljø med hyppige deadlines
  • Arbejder struktureret og evner at have mange bolde i luften
  • Er en stærk kommunikatør både på skrift og i tale


Vi tilbyder

  • Et udbytterigt og spændende praktikophold hos en B2B-virksomhed i stor vækst
  • Engagerede kollegaer, som kan hjælpe dig i din personlige og faglige udvikling
  • En stærk social arbejdskultur, hvor vi bifalder og fejrer vores succeser sammen
  • Fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejdsdage samt studiedage


Vi ser gerne, at praktikforløbet har en varighed på mellem fire og seks måneder. Du får din daglige arbejdsgang på vores hovedkontor i Aarhus N, og den ugentlige arbejdstid er normeret til 37 timer. 

Vi stiller arbejdstelefon og pc til rådighed og refunderer eventuelle transportomkostninger.


Sådan søger du stillingen

Send venligst ansøgning og CV til Marketingansvarlig Søren Kronborg på skb@airconteknik.dk senest søndag den 29. oktober 2017. Vedlæg gerne andre relevante bilag såsom eksamensbeviser og udtalelser fra tidligere arbejdsgivere.

Kvalificerede kandidater vil blive indkaldt til samtale løbende, og vi opfordrer dig derfor til at søge stillingen hurtigst muligt. Tiltrædelse er mandag den 5. februar 2018 eller efter forudgående aftale. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Søren Kronborg på telefon + 45 92 44 11 78.


Om Aircon Teknik

Aircon Teknik A/S blev etableret den 1. december 2016 i en fusion mellem selskaberne FK Teknik og Air-Con Danmark. Vi er i dag en af de førende grossister i kølebranchen og beskæftiger os med salg samt distribution af køle, klima- og ventilationsanlæg til det professionelle B2B-marked. Aircon Teknik er desuden en del af den børsnoterede svenske koncern Beijer Ref AB, som er en af verdens største kølegrossister med forhandlere i 35 lande.

Tilbage
Studenterhus Aarhus · Nordre Ringgade 3 · 8000 Aarhus C · TLF: 86 18 30 21